Artikel

ungmedjob1

Temaside og dialogmateriale om sexchikane

Sexchikane kan være et stort problem på en arbejdsplads, men hvordan får man taget hul på problemet?

Åben dialog er en vigtig forudsætning for at forebygge sexchikane effektivt på arbejdspladsen. Men det kan være svært: Kulturen er forskellig fra sted til sted, grænserne er forskellige fra person til person, og der er ingen klare facitlister.

BFA-Service har lanceret fire korte film og et arbejdsmateriale, som kan sætte en dialog i gang på arbejdspladsen og hjælpe med det videre arbejde i praksis. Filmene foregår forskellige steder: På en bar, på et hotel, i et fængsel og i militæret. Brancherne er tilfældigt valgt, og filmene kunne i princippet foregå hvor som helst.

Film og dialogmateriale findes på BFA-ets temaside om sexchikane, som findes her: https://bfa-service.dk/sexchikane

Titlerne på de fire film er ”Bare en kompliment”, ”Plads til lidt sjov”, ”Vi mener ikke noget med det” og ”Det er da uskyldigt”, og de har ”Snerperi eller sexchikane” som fælles overskrift. Til hver film er der en række spørgsmål, der kan bruges til at diskutere, hvornår der er tale om sexchikane, hvordan man siger fra, og hvad man kan gøre for at forebygge uønskede situationer.

Herudover er der afsnit om krænkelse af værdighed og faktaark med gode råd om forebyggelse.