Sikkerhed med Bent E

Nyhedsbrev 7 Bent EForrygende filmklip med verdensmesteren i sikkerhed Bent E blev præsenteret ved en international konference i Düsseldorf i oktober 2011. Det gav anledning til gode grin – og idéer om at få ham eksporteret videre ud i Europa

Den 18. – 21. oktober 2011 blev der i tilknytning til den 32. Internationale Kongres for Arbejdsmiljø ”A + A” afholdt en konference i Düsseldorf, hvor man på verdensplan satte fokus på ”mobilitets udfordringen” – arbejdsmiljøkompetencer og arbejdsmiljøkvalifikationer på tværs af lande og på tværs af kulturer og på migration og multinationale arbejdspladser.

ENETOSH (det europæiske netværk for arbejdsmiljøundervisning) stod for programmet den ene formiddag og havde til en workshop brug for eksempler på flersproget undervisningsmateriale. Og her kom så Bent E på banen – for han optræder nemlig ikke kun på dansk, men også på engelsk, tysk og polsk – både i filmene og i det tilhørende skriftlige undervisningsmateriale.

Materialet er beskrevet i www.ungmedjob.dk ´s materialebase, og der er sket forbedringer i forhold til den tidligere version, bl.a. er navigationen mellem film og opgaver/fakta er gjort lettere tilgængelig og mere logisk, alle opgaver og fakta er lagt ind for hver faggruppe, man kan gå direkte fra filmene til opgaver og fakta ved at klikke på menuerne i siden, og samtidig gå tilbage til filmen på præcis det sted man kom fra, øverst er der lavet en søgefunktion, hvor man kan indtaste sit søgeord og få opgaver og fakta, som matcher dette. Som tidligere er der stadig mulighed for at printe alt materialet i et printvenligt format.

Se også Bent E på www.byggesikkerhed.dk

PS fra oplægsholderen (Susanne Ulk): Under selve workshoppen var der ikke tid til at vise filmklippene med Bent E, når han instruerer i arbejdet som tømrer, maler, stilladsarbejder og alle de andre jobs, der er omkring en byggeplads, men jeg lod filmene køre i pauserne. De vakte stormende jubel hos tilskuerne, som flokkedes omkring den bærbare pc. Og de kroatiske deltagere gik omgående i gang med at planlægge import af konceptet.